Coronavirus og ansættelsesregler

Læs hvad der gælder ved sygdom og karantæne i forhold til løn og ansættelse i.f.m. coronavirus.

Coronavirussen breder sig fortsat og er også for alvor nået til Danmark. Flere er smittede, og ansatte er sat i karantæne for at undgå at smitte deres kolleger. Men hvad gælder ved sygdom og karantæne i forhold til løn og ansættelse?

Du bliver sat i karantæne af sundhedsmyndighederne

Hvis man bliver sat i karantæne på grund af et udbrud af coronavirus, så kan man ikke blive fyret, selvom karantænen betyder, at man ikke kan møde på arbejde. Samtidig betyder karantæne iværksat af egen læge eller sundhedsmyndighederne, at man har krav på løn under fraværet, da karantæne kan sidestilles med sygdom.

 Hvis egen læge eller sundhedsmyndighederne sætter den ansatte i karantæne, uden at vedkommende er syg, så skal den ansatte straks underrette arbejdsgiver. Det samme gælder, hvis man bliver smittet med coronavirus. I en sådan situation har man også krav på løn under fraværet. 

Du tager på ferie til et område, hvor myndighederne har frarådet at tage til

Hvis man mod sundhedsmyndighedernes anbefalinger tager på ferie i et område, hvor der er smittefare, så bringer man sig i risiko for at komme i karantæne. Det kan være selvforskyldt fravær, hvis det ender med, at man på den baggrund ikke kan møde på arbejde efter ferien, hvilket kan betyde, at du mister retten til løn under karantænen. Din arbejdsgiver kan dog på baggrund af en konkret vurdering også betragte dit fravær efter endt ferie som ulovlig udeblivelse, og i værste tilfælde kan det medføre, at du mister dit job.

Din arbejdsgiver sender dig hjem på grund af frygt for, at du smitter dine kolleger

Hvis en arbejdsgiver vælger at sende en ansat hjem, enten fordi man er forkølet, eller fordi man er vendt hjem fra en særligt smitteramt zone, så har man krav på løn under fraværet, da det er arbejdsgivers valg ikke at ville benytte sig af den ansattes arbejdskraft.

Du er i karantæne uden at være syg, og arbejdsgiver ønsker, at du arbejder hjemmefra

Hvis man ikke kan møde på arbejde på grund af karantæne, og man modtager løn, så skal man i videst muligt omfang stå til rådighed for at udføre så meget som muligt af arbejdet hjemmefra. 

Du nægter at gå på arbejde af frygt for at blive smittet

Hvis man selv vurderer, at der er risiko for at blive smittet på jobbet, men sundhedsmyndighederne ikke anbefaler, at arbejdspladsen skal lukkes, eller at man skal sættes i karantæne, så er det problematisk at blive hjemme. Den ansatte skal i dette tilfælde selv bevise, at der var en nærliggende fare for sikkerhed og sundhed. Hvis risikoen for helbredet viser sig ikke at have været konkret og nærliggende, så kan fraværet vurderes til at være selvforskyldt, hvilket kan lede til opsigelse eller bortvisning.